Rådgivning og familieterapi
”Er det muligt at få et godt liv med demens?” Det er et spørgsmål jeg ofte får stillet når en person, et par eller en familie med demens henvender sig til mig. Det er et rigtig svært spørgsmål, men jeg vælger ofte at svare på følgende måde;
Når man skal begive sig ud på denne specielle, og til tider svære ’rejse’, som en demens diagnose er, så er det uhyre vigtigt, at få pakket de rigtige ting i sin bagage – både individuelt og som familie. Det kan i første omgang handle om, at erhverve sig viden og forståelse om den demens sygdom man har fået. Det kan også handle om forberedelse og planlægning af såvel praktiske som følelsesmæssige forhold. Om hvordan man bedst muligt forstår at støtte hinanden i en svær familiesituation.
I min rådgivning er mit vigtigste mål dels at få indsigt og forståelse for netop jeres familiesituation, samt at finde vej til at støtte og hjælpe jer med at få ’pakket lige netop det i jeres kuffert, som kan sikre, at I rejser bedst muligt på denne rejse’.
Mit mangeårige arbejde med familier med demens har lært mig, at tidlig indsats i form af rådgivning og terapi kan hjælpe jer, som familie, med at gøre en ’svær rejse’ lettere.
Karen lærte os, at man godt kan leve et godt liv med Alzheimers. Karen har været uvurderlig for vores familie – vi slipper hende aldrig.